Kontrakt underskrevet v. årsfest på skole

BASE erhverv as har indgået kontrakt med den private Hulvej Skole i Horsens om opførelse af tilbygning til Springhal på Langmarksvej - samt opførelse af ny gymnastiksal og omklædningsfaciliteter i skolegården på Hulvej.

Kontraktens sidste underskrift blev skrevet af skolens bestyrelsesformand, Jeppe Vestergaard Christensen i overværelse af både elever, lærere, forældre, bedsteforældre og tidligere elever under skolens årlige skolefest i Forum Horsens torsdag aften, den 21. februar 2013.

De to projekter gennemføres parallelt – midt inde i skolegården på Hulvej opføres en ny sal. Den bliver på 370 m2, og skal bl.a. bruges til skolenære aktiviteter som morgensang, terminsprøver, eksamen, koncerter og andre events, møder og udstillinger. Den nye sal bliver et ”Torv”, et multirum, hvor der desuden etableres flere omklædningsrum og toiletter.

Vi opfører de to bygninger på henholdsvis Langmarksvej og Hulvej som et bærende system i stål. Facaderne bliver i en kombination af murværk, glas-/alu og lette pladebelægninger. Indvendig bliver væggene beklædt med træbeton, ligesom der males indvendigt i begge erhvervsbyggerier.