Rejsegilde på halbyggeri i Horsens
Tirsdag den 10. januar var der velbesøgt rejsegilde på udvidelsen af den selvejende institution Parkhallens faciliteter ved Forum Horsens med det, der dagligt kaldes ”hal 3”. Den er på 1.800 m2 og får plads til 1.000 mennesker. Byggeriet omfatter også sammenbygning med eksisterende bygninger, storkøkken, etablering af nære udearealer mv. I selve hallen indrettes der møde- og konferencefaciliteter.
Borgmester Peter Sørensen rettede en særlig velkomst til børnene fra en nærliggende børnehave, der har fulgt byggeriet, og tænkt sig at blive ved med at følge det. -Jeg har fået en mail fra Dansk Byggeri, der bl.a. vil måle på om børn og unge er gode til at holde øje med byggerier. Jeg har taget et billede af alle børnene, og vil sende det til Dansk Byggeri med besked om, at vi allerede er i gang med en børnehave for at gøre de unge mennesker interesserede i byggeri. Det er klart, at Dansk Byggeri interesserer sig for det, sagde han.
-Jeg er både glad og stolt over, at det er to lokale virksomheder, der er med til dette byggeri – nemlig RUM arkitekter med hovedkontor i Horsens kommune, som i øvrigt også var med da vi byggede Forum Horsens, og BASE Erhverv, der er totalentreprenør på byggeriet her af ”hal 3”. Og ifølge de informationer, jeg har fået fra dem, der står for byggeriet og fra Jørn Juul, der til daglig har ledelsen, så er der tale om topprofessionelt arbejde og samtidig et utroligt samarbejde. Det tegner rigtig godt for samarbejdet, og jeg er overbevist om, at det vil fortsætte i resten af byggeperioden, sagde Peter Sørensen.
-Vi har i mange år talt om udvidelse af hele dette foyer-område. Noget af det første, jeg hørte om da jeg kom ind i politik i 2005-06 var, at man gerne ville have foyeren udvidet. Og nu får vi så en udvidelse, der er meget mere end en foyer – vi får noget, der er meget mere tidssvarende og funktionelt her i hele Forum Horsens. Foyeren kan bruges til at aflaste de store arrangementer inde i den store sal, og bruges når folk venter på at komme ind, eller der skal serviceres med drinks eller bespisning til de store arrangementer. Den nye hal vil også i de perioder, hvor der ikke er arrangementer, blive brugt til aktiviteter – eksempelvis dans og bevægelse. Så det her er en rigtig god udvidelse i stedet for bare at bygge en foyer, som ikke ville kunne bruges til andet end til bare at gå igennem.
Har store forventninger til det endelige resultat
-Tak til RUM arkitekterne og BASE Erhverv for et utroligt godt samarbejde – og tak til alle håndværkerne. Det er imponerende at se hvordan der skabes et så flot byggeri, som er gavnligt for hele kommunen, for idrætten generelt og for andre interessenter i kommunen. At se hvordan det skabes på så kort tid og med så høj professionalisme, det kræver altså nogle dygtige håndværkere. Og jeg er orienteret om, at det er nogle særdeles kompetente folk, som BASE Erhverv og RUM arkitekterne har på opgaven, så de fortjener virkelig at blive hyldet i dag. Og så glæder vi os bare så meget til, at byggeriet står helt færdigt til april-maj – og jeg hører endda, at vi er lidt foran tidsplanen, sagde borgmester Peter Sørensen, Horsens.
Projektchef Klaus Højen, BASE Erhverv sagde: -Rejsegildet er jo en hyldest til håndværkerne for det gode arbejde, og det kan jeg med rette skrive under på. I efteråret lavede vi en målsætning om lukket bygning og varme på inden jul. Vi monterede de sidste elementer i uge 49, så hvis den målsætning skulle lykkes, skulle man have meget optimistiske briller på. Det lykkedes ved jeres hjælp, og uden at gå på kompromis med den håndværksmæssige kvalitet. Det skal I have stor tak for. Det er en fornøjelse at se, hvordan tingene lykkes – ikke kun for hver faggrænse, men også på tværs af fagene.
Ole Lund Svendsen, fmd. for den selvejende institution Parkhallen, sagde: -Vi kan allerede nu se, at de idéer og tanker, som arkitekten i sin tid kom med, var den rigtige vej at gå med et byggeri foran noget, der har sin markante struktur og udseende, og som er meget vanskeligt at gøre noget ved uden at ødelægge det. Men her er det altså lykkedes – det er vi helt overbevist om nu. Og vi har også set håndværkerne rejse bygningen både hurtigt og samvittighedsfuldt. Derfor har vi i forretningsudvalget store forventninger til det endelige resultat om ganske få måneder.