Her er medarbejderne herrer over eget skrivebord: »De må for så vidt sidde i Spanien for min skyld«

13.07.2022 | Presseomtale

Her er medarbejderne herrer over eget skrivebord: »De må for så vidt sidde i Spanien for min skyld«

SIMON HOLST JENSEN Journalist har lavet denne artikel i JP LOKAL/JP HORSENS

13/07/2022 KL. 06:00

 

De ansatte i virksomheden kan styre tiden, som de vil, så længe de leverer på fire punkter.

»Bygherren skal stå med armene over hovedet, når vi er færdige, og sige, at det har været en super oplevelse at arbejde sammen med os,« siger direktør Klaus Rønslev.

Der er fire punkter, medarbejderne skal levere på. Hvordan de gør det, bestemmer de selv.

Så enkelt kan arbejdsgangen hos Base Erhverv i det sydlige Horsens opsummeres.

»De må for så vidt sidde i Spanien og klare det for min skyld. Om de er på kontoret, byggepladsen, hjemme, eller om de tager i Legoland med deres børn, fordi de holder fri en dag, det bestemmer de helt selv. Vi skal bare præstere på de fire punkter, vi har committet os til,« siger direktør Klaus Rønslev.

Det er lige før, jeg beder folk om at sige nej til jobsamtalen, hvis de ikke føler sig helt sikre på, at det er det rigtige. Hvis de ikke vil føle sig stolte over at trække en Base Erhverv-bluse over hovedet

Klaus Rønslev, direktør, Base Erhverv

Noget tyder på, at den meget frie tilgang til arbejdsdagen har en mærkbar effekt på medarbejdertilfredsheden. De seneste to år har entreprenørvirksomheden været i top fem over de bedste arbejdspladser i Danmark i kategorien 20-49 medarbejdere.

Det er Great Place To Work, der kårer de bedste arbejdspladser, og i den bagvedliggende undersøgelse svarer 100 pct. af medarbejderne hos Base Erhverv, at de mener, virksomheden er et rigtig godt sted at arbejde.

Medarbejderne skal være stolte af at bære trøjen

Tilgangen passer også ind i en tendens på arbejdsmarkedet, hvor der på det seneste har været flere eksempler på virksomheder, der tager markante brydetag med den traditionelle måde at gå til arbejdsugen.

Hos RK Smede- og Maskinfabrik i Horsens er arbejdsugen skåret ned til fire dage med lutter positive erfaringer, og for nylig gjorde fastfood-kæden Sunset Boulevard også et lignende forsøg permanent.

 

LÆS OGSÅ

Hverdagen, mange drømmer om: Jakob Rosendal Hansen har skåret en hel dag af arbejdsugen, og det kan også ses på regningerne

Ifølge Klaus Rønslev er det dog ikke kun den frie tilgang til planlægningen, der spiller ind på den positive respons og de positive resultater, der for nylig gav omsætningsrekord for femte år i træk og et solidt overskud på 9 mio. kr.

Bl.a. handler det også om at finde de rette mennesker, der virkelig vil virksomheden.

»Det er lige før, jeg beder folk om at sige nej til jobsamtalen, hvis de ikke føler sig helt sikre på, at det er det rigtige. Hvis de ikke vil føle sig stolte over at trække en Base Erhverv-bluse over hovedet. Der skal være en stolthed, nærmest som var det en landsholdstrøje,« siger han og fortæller om en kultur, hvor man værner om hinanden, hvis nogen er nede - også hvis det er af private årsager.

Base Erhverv holder til på Erhvervsbyvej i det sydligste Horsens. Virksomheden har også en afdeling i Roskilde. PR-foto.

»Det er en af vores store styrker, at man bliver en del af en familie, hvor vi kærer os om hinanden, og vi har mere med hinanden at gøre end bare at gå på arbejde sammen. Når vi er sammen med hinanden, mere end vi er sammen med vores koner og børn, så skal det også være sjovt at være her,« siger direktøren.

De fire succeskriterier

Netop kulturen er et bærende element i virksomheden, hvor medarbejderne selv har nedskrevet en 43 sider lang kulturprofil, som bliver efterlevet. Den beskriver alt fra onboarding af nye medarbejdere til hvor meget der bliver opfordret til fejring af sejre.

»Vi får mange positive tilbagemeldinger på vores kulturprofil, og vi har ikke udfordringer, når vi søger nye medarbejdere. Senest, da vi søgte en projektleder, fik vi 27 ansøgninger, og mange skriver, at de kender os for noget positivt,« siger Klaus Rønslev.

Det samme gør kunderne. Ifølge netop kulturprofilen er 99,5 pct. af bygherrerne tilfredse, og virksomheden, der er fra 2003, har stadig sin første retssag til gode. Et kvalitetsstempel i branchen.

Tilfredsheden hos kunderne er da også et af de fire kriterier, som medarbejderne skal levere på.

»Bygherren skal stå med armene over hovedet, når vi er færdige, og sige, at det har været en super oplevelse at arbejde sammen med os,« siger Klaus Rønslev.

Derudover er kravene, at projekterne skal afleveres til tiden og helst lidt før. Økonomien, der er blevet aftalt med bygherren, skal overholdes og helst gøres lidt bedre. Og så skal man være tilgængelig og synlig over for kunden og samarbejdspartnere.

»Om vi er der fysisk er ikke det vigtige. De skal bare kunne få fat i os. Det betyder også, at man nogle gange er nødt til at tage telefonen kl. 19,« siger direktøren.


Klaus Rønslev