BASE Erhverv rejser nyt domicil for Normal
Normals nye kontordomicil i Skanderborg tager form.
Butikskæden Normal har, siden de åbnede den første butik i 2013, været i en rivende udvikling. Med 90 butikker alene i Danmark, er der blevet behov for mere kontorplads. Med det nye kontordomicil får butikskæden normal ca. 3.600 m2 at boltre sig på. Der er arbejdet intenst på at bygge en ny og fremtidssikret base for butikskæden.
Et arbejde, der er foregået i tæt dialog mellem bygherre, BASE Erhverv, LABAN arkitekter, Rønslev Rådgivende Ingeniører og etRUM.
Man kan allerede nu glæde sig over den smukke bygning, hvor de store glaspartier pryder facaderne og hvor der inden længe, kommer en sortmalet svalegang rundt om bygningen på alle etager. Udenfor bygningen har man heller ikke overladt noget til tilfældighederne, da udendørsarealerne anlægges med beplantning og insitustøbt, buede gangstier. Her vil være runde terrasser med buede siddeplinte.
Fra de store vinduer og terrasser, vil man kunne nyde udendørsarealerne, der tilplantes med 10-12 forskellige vilde plantearter.