BASE Erhverv opfører nyt domicil for Normal
BASE Erhverv har netop indgået aftale med Normal om opførelse af nyt kontordomicil i Skanderborg.
Den fremstormende butikskæde ansætter nye medarbejdere hver måned, så behovet for yderligere plads er stort.
Der er således gennem længere tid arbejdet intenst på at projektere en ny og fremtidssikret base for butikskæden.
Et arbejde, der er foregået i tæt dialog mellem bygherre, BASE Erhverv, LABAN arkitekter, Rønslev Rådgivende Ingeniører og etRUM.
Byggeriet, der bliver på ca. 3.600 m2, opstartes i januar 2018 og afleveres i foråret 2019.
Det er BASE Erhvervs tredje underskrevne aftale i 2018, og virksomheden glæder sig over fremgangen:
”Det har på godt jysk været en udmærket start på året. Januar er normalt en stille måned i byggebranchen, men i år glæder vi os over tre nye byggeopgaver, og samtidig over, at vi runder vores byggesag nr. 100” siger BASE Erhvervs direktør Klaus Rønslev, og fortsætter ”Vi er både ydmyge og stolte over, at virksomheder som Normal og Danfoss har udpeget os til at stå for opførelsen af deres seneste byggerier, og vi glæder os til samarbejdet”.