60 meter højt kontorhus med facader af kobber på vej i Aarhus

27.09.2018 | Nyhedsarkiv

Entreprenørvirksomheden BASE Erhverv med hovedkontor i Horsens og afdeling i Roskilde, går nu i gang med at opføre et 60 meter højt, meget markant og flot kontorhus for Byggeselskab Olav de Linde, der har indgået lejeaftale med den internationale, danskejede IT-virksomhed Systematic A/S med hovedkontor i Aarhus og kontorer i en lang række lande. Virksomheden, der er grundlagt i 1985, har kontorer på begge sider af Søren Frichsvej, og med det nye kontorhøjhus bliver aktiviteterne samlet ét sted.


Direktør Klaus Rønslev, BASE Erhverv as siger: -Kontorhuset bliver på 7.350 m2 og i 15 etager. Det støbes på stedet, og bliver altså et såkaldt insitu-støbt kontorhus. Det er lidt utraditionelt, da man normalt benytter betonelementer, men absolut en spændende opgave. Det nye 60 meter høje kontorhus bliver også utraditionelt på en anden måde – facaden beklædes med kobberplader. Når kontorhuset derfor om 28 måneder står færdigt, har det et meget synligt, flot tårn af kobber – et meget synligt og markant kontorhus, som Aarhus kan være stolt af.

-Det er en fantastisk mulighed for BASE Erhverv as. Alle byer skal jo fortættes i dag, så projekter i dag skal være i midtbyen – og det skal være opad. Det marked er vi gået med på – vi er allerede i gang med at opføre et 9 etagers kontorhus i Horsens, og fortsætter altså nu med kontorhuset på 15 etager på Søren Frichsvej i Aarhus. Vi vil fortsat bygge både produktions- og lagerhaller – samt andre typer erhvervsbyggerier til dansk erhvervsliv. Derfor er det da noget af et skifte at vi nu skal bygge højhuse, men det er bestemt et område, hvor vi vil være med i fremtiden, siger han.

Projektet er en partnering-aftale, altså en samarbejdsaftale i stedet for en entrepriseaftale og med samarbejde som kodeord. Det nye kontorhus opføres på samme grund, som Systematic A/S har til huse i dag, og den bestående kontorbygning og det nye projekt kommer til at hænge sammen. Der er 100 % åben økonomi i projektet, som er det økonomisk største i BASE Erhvervs historie.

Byggeselskab Olav de Linde har tidligere samarbejdet med Dansk Boligbyg a/s om ungdomsboliger på Katrinebjerg i Aarhus. Dansk Boligbyg a/s og BASE Erhverv as er søsterselskaber, og da Olav de Linde spurgte Dansk Boligbyg a/s om virksomheden også kunne opføre kontorhuset, var svaret nej med henvisning til søsterselskabet.    

Direktør Klaus Rønslev, BASE Erhverv as siger: -Da vi blev spurgt, var projektet på skitseniveau, så det var de forudsætninger vi havde at regne på i konkurrence med andre entreprenørfirmaer. Til sidst var der kun os tilbage, og et år efter at vi begyndte samarbejdet skrev vi kontrakt. Udbuddet var i juni 2017, og vi skrev kontrakt den sidste dag i uge 27 i år, lige før jeg tog på sommerferie. Absolut et spændende, markant og anderledes flot kontorhøjhus, som vi glæder os til at bygge.


Kennet Gregersen