1.600 m2 nye kontorer til Østjysk Våbenhandel
BASE Erhverv as har i efteråret 2017 afleveret 1.600 m2 kontorareal på 1. sal til Østjysk Våbenhandel A/S, Hedensted. Det samlede kontorareal er på 4.000 m2, og foreløbig er der lejet kontorer ud til tre firmaer – Jelling Naturkød, Jelling Jagtrejser og Samhandel. Desuden er der på 1. sal 250 m2 konferencerum og 100 m2 kantine, flere små kontorer, der ikke lejes ud, samt to toiletkerner, hver med seks toiletter og brusere.
Indehaver af Østjysk Våbenhandel A/S, Jens Pedersen siger om kontorarealet på 1. sal: - Af de 1.600 m2 udgør hall, gangarealer og toiletter 600 m2, mens de 1.000 m2 er fordelt på kontorer i seks størrelser, bl.a. tre kontorer, hver på 250 m2. Vi glæder os naturligvis til også at få de nye lokaler lejet ud – og lejerne kan vælge mellem udsigt over naturen til rådyrene og gæssene, der går herude på marken, eller til de 60.000 biler, der hver dag passerer på E45. Vi samarbejder med en lokal indretningsarkitekt, og derfor er det let at lave et kontormiljø med tekøkken og flytbare skillevægge i hvert af de tre 250 m2 store kontorlokaler.
-Jeg vil betegne samarbejde med BASE Erhverv as som perfekt – og det var også tilfældet forrige gang, da vi fik bygget vort nye domicil. Der har ikke været noget at komme efter, og vi har haft en rigtig god dialog i de fem måneder, der har taget at indrette kontorområdet på 1. sal. Resultatet er blevet rigtig flot, og der skal også være ros til arkitekten, som har givet rummene et visuelt løft med spændende ovenlys og forskydning af loftet højdemæssigt. Det er godt set, siger Jens Pedersen, Østjysk Våbenhandel A/S.