Generelt har det bare været super godt

JAFI, Viborg

Indehaveren af jagt, fiskeri og outdoor forretningen JAFI i Viborg, Johnny Jørgensen, havde i flere år haft en plan om at anlægge en underjordisk skydebane til indskydning af rifler, men af flere årsager blev projektet udsat flere gange. Da Østjysk Våbenhandel så fik anlagt en underjordisk skydebane med BASE Erhverv as som totalentreprenør, tog Johnny Jørgensen kontakt til Jens Pedersen og ejerne af et par andre baner i landet, og besluttede sig så for, at Østjysk Våbenhandels måtte være den bedste og nyeste, hvorefter han valgte at kontakte BASE Erhverv.

Vi har været i en længere dialog, og havde også tilbud fra en anden mulig entreprenør, men vi valgte BASE Erhverv fordi firmaet havde prøvet at anlægge en underjordisk skydebane før, og derfor kender til evt. fejl, der måtte være, og som skal rettes i et nyt anlæg. For det at anlægge en underjordisk skydebane, er jo lidt ukendt for de fleste. Det giver ganske enkelt tryghed og sikkerhed at vælge et firma, der har prøvet det før – og fordi banen også gerne skal fungere om 30 år.

Anlægget består af to rør, bygget under jorden. Begge er 100 meter lange og med en diameter på 1 meter, så der ikke bliver skabt noget tryk fra kuglen. Der er en elektronisk markering fra Kongsberg, så det bare passer, når folk kommer ned og skyder – uanset de skyder inde eller ude, så giver det nøjagtig det samme billede. Det er noget, jægere er meget nervøse for. Desuden har vi fået super god udsugning, hvilket også var vigtigt. Og et punkt, der var endnu mere vigtigt, var at undgå støj inde i butikken, hos naboen eller over jorden, når folk kommer gående derude. Og det hele virker bare – det er simpelthen upåklageligt.   

Projektlederen Martin fra BASE Erhverv har stået for alt det tekniske vedr. udsugning, støj og at få tingene til at fungere. Og det har han gjort upåklageligt, og virkelig været god til. Han er rigtig dygtig teknisk og ved noget om tingene.

Selve byggefasen varede næsten halvanden måned fra vi ”gik i jorden”. Vi har korresponderet pr. mail, og talt sammen flere gange telefonisk. Og det har virket hver gang vi har ringet til ham – så er han altid vendt tilbage, og har fulgt op på tingene. Og det lykkedes også at blive færdige til den aftalte tid. Fra start til slut er det gået ekstremt godt. Vi nåede det hele til åbningen, og jeg synes, de har været yderst fleksible, og vi har været godt tilpasse med det, vi har fået leveret. Generelt har det bare været super godt – det har det.

Jeg har tidligere været i en jagtforretning i 12 år, og har nu haft den her butik i 9 år. Jeg flyttede fra Aalborg til Viborg i september 2007, og åbnede jagtbutik på Ærøvej med 300 m2 i lejede lokaler. Allerede efter to år blev lokalerne for små, og så flyttede vi til Lundborgvej, hvor butikken er vokset lige siden. Vi har 1.000 m2 under tag – udover den nye underjordiske skydebane. Vi har købt både ejendommen og naboejendommen, der er lige så stor – så vi ender med at få ca. 2.000 m2 under tag. Og vi er 10 ansatte, jo, det er gået hurtigt.

En forklaring er, at vore ansatte er engagerede, at det er deres hobby, og at de har været i butik før. Ellers har vi selv lært dem op – så vi har et rigtig godt professionelt team, der yder en service, man ikke er vant til at få i ret mange andre jagtbutikker i Danmark. Der går ikke folk herinde uden at de bliver hjulpet – og at vi finder en løsning på det hele. Vi har hjertet med, og alle kommer rundt omkring på samtlige skydebaner. Og medarbejderne i fiskeafdelingen er så tit som muligt ude at fiske. Jo, det er engagerede folk, der glæder sig til at komme på arbejde hver eneste dag.

På landsplan er vi omsætningsmæssigt ca. den 5. største forretning efter 9 år, hvor andre måske har brugt 40-50 år at nå dertil hvor de er. Og med det nye projekt i 2017-18 med at udvide butikken til det dobbelte, bliver vi blandt de tre største spillere herhjemme. Vi behøves ikke være den største – vi vil bare gerne være den bedste. Og så er der i øvrigt rigtig mange områder, vi slet ikke har udnyttet endnu – det var også derfor vi købte vi naboejendommen.

Johnny Jørgensen, indehaver
JAFI, Viborg