Velbesøgt rejsegilde på 11.000 m2 nyt domicil til Toprent A/S, Stilling

Byggeriet af nyt domicil til Toprent A/S, en af landets førende virksomheder indenfor salg af professionelle produkter til rengøring og hygiejne, følger en stram tidsplan. Det første spadestik blev taget primo august 2016, og til juni afleveres projektet til virksomheden, som netop har fejret sit 40 års jubilæum. Byggeriet er lagt i hænderne på Horsens-virksomheden BASE Erhverv as, som er totalentreprenør.

Under et velbesøgt rejsegilde i de store haller på Niels Bohrs Vej i Stilling, nord for Skanderborg, sagde COO Thomas Eskildsen som repræsentant for bygherren: -Målsætningen for byggeprojektet har været at skabe et samarbejde ”i øjenhøjde” med alle involverede parter, og via en god, konstruktiv dialog med vor arkitekt og totalentreprenør samt alle underentreprenører at skabe et referencebyggeri, som alle kan se tilbage på med stolthed. Og selvom vi har en meget ambitiøs tidsplan, er jeg overbevist om, at målsætningen lykkes – og det glæder mig meget.

Bygherre og ejer af det nye domicil er af praktiske årsager ejendomsselskabet Kruse Ejendomme Danmark, og Toprent A/S bliver altså lejer i bygningerne, der omfatter 8.968 m2 højlager og 1.911 kontor i to etager, og med facade ud mod Niels Bohrs Vej. Toprent A/S har samarbejdet med Kruse Ejendomme i over 20 år – og i 2011 blev virksomhederne partnere. Kruse-koncernen er tysk ejet, og har lige taget et nyt domicil med 25.000 etagemeter lager og administration i brug ved Neumünster Nord.
Koncernen har 1.000 medarbejdere.

Toprent A/S har gennem virksomhedens 40 års virke opkøbt flere kolleger. Virksomheden er således vokset gennem en blanding af organisk vækst og opkøb. Udover hovedsædet i Stilling har Toprent også en afdeling i Esbjerg. Og med det nye domicil på 11.000 etagemeter, der altså tages i brug til sommer, bliver der skabt en platform for fremtidig vækst. Toprent A/S er medlem af Inpacs, Europas førende indkøbs-sammenslutning af grossister indenfor produkter til rengøring og hygiejne. Dermed har virksomheden adgang til over 12.000 forskellige produkter fra mere end 400 leverandører.

Under rejsegildet sagde Christian Bøgh Jensen fra arkitektfirmaet Frost Larsen, Skanderborg, som bygherre-rådgiver bl.a.: -Til BASE Erhverv vil jeg gerne sige, at byggeriet ser rigtig godt ud. Man kan virkelig se, at I har arbejdet intenst med byggeriet inden for en meget komprimeret tidsplan. Det ser godt ud, og det lover godt for det videre arbejde med færdiggørelsen af ”huset”. Vi har hos jer oplevet et meget stort engagement fra dag ét, ikke kun i byggeperioden, men også inden, da vi skulle finde ud af, hvordan vi hurtigst muligt kunne opføre dette projekt. Vi afsøgte bl.a. en partnering-model, men valgte til sidst en klassisk totalentreprise, hvor I også leverede både det bedste og billigste projekt. Allerede inden da var I dybt engagerede, og gav os de nødvendige inputs til at få skubbet projektet rigtig godt fra start. Derfor et stort tillykke til jer alle sammen her.

Det nye domicil er opført i betonelementer, og får 14 porte ind til lageret. 10 af dem bliver med port-sluser. Facaden er opført som en kombination af stålplader og betonelementer med mange store træ/alu vindues-partier i to etager og med front ud mod motorvej E45. En del af facaden bliver som en perforeret stålplade med Toprent-logoet.